Kinosaurs filmbrev #6
Kinosaurs filmbrev viser dig vej til film både i biografen, gratis på streaming og anbefaler dansk filmkritik, du måske ikke har læst.
Det hele ramler
Det hele ramler i de danske biografer i denne uge. Nordsjællandske unge kæmper om magten, nazisterne kæmper om magten og en panda i Afrika…forsøger at finde sin drageven. For at finde hoved og (drage)hale i det hele, må du hellere straks gå i gang med at læse Kinosaurs filmbrev #6, der også byder på noget så tilsyneladende tilfældigt som anbefalinger af en bosnisk thriller og en film af en af alle tiders bedste instruktør. Hvis du er forvirret nu, så bare vent, til du har læst færdig!
Kinosaur anmelder
I denne uge har Kinosaur anmeldt Føreren og forføreren, En panda i Afrika og ugens bedste film Kontra.
Føreren og forføreren har skabt røre i sit hjemland Tyskland, fordi den vælger at fokusere på gerningsmændene bag Holocaust i stedet for ofrene. Desværre lykkes den ikke helt med sit ærinde. Læs anmeldelsen her.
“Problemet er bare, at Føreren og forføreren i sin iver efter at fortælle den historie, får reduceret nazisternes vej til magten i Tyskland, Holocaust og 2. verdenskrig til at være næsten udelukkende et spørgsmål om vellykket mediemanipulation. Det vil mange historikere nok erklære sig ret uenige i.”
Den delvist danskproducerede En panda i Afrika lykkes heller ikke helt med sit ærinde, med mindre ærindet er at minde sit publikum om en masse bedre film. Læs anmeldelsen her.
“Resultatet er desværre en for ofte kluntet og langstrakt animationskompot, der henter mere end bare inspiration fra forbilleder, som den med sine mere begrænsede midler aldrig for alvor kan leve op til.”
Anderledes god er instruktør Jonas Risvigs debut som spillefilmsinstruktør ovenpå sine elskede ungdomsserier. Kontra har potentiale som ny dansk ungdomsklassiker. Læs anmeldelsen her.
“På trods af sine hårde scener, så er Kontra fyldt med den livgivende energi, som netop unge har en overflod af.”
Andre anmelder
Hver uge smider Kinosaur fiskekrogen ud i den danske filmkritik på internettet og ser, hvad man kan fange.
Kontra mødes ikke kun med roser, men Luna Ehlers hos Soundvenue er begejstret for Jonas Risvigs ventede spillefilmsdebut.
“For med ’Kontra’ formår instruktøren at tage karaktererne, deres voldsomme usikkerheder, deres milde solskinslys og deres hårde neonfarver dybt alvorligt.”
Mange viser sig at være mere tilfredse med En panda i Afrika, end Kinosaur er. Det gælder også Adib Scott Schmidt hos Kulturbunkeren.
“Så samlet set er En panda i Afrika en dejlig, lille film, der er værd at se for sin flotte animation, gode danske stemmer og hyggelige børnevenlige indhold.”
Kun få anmeldere har anmeldt Kun os to, men Mikael Søby fra CPHCulture tager sig kærligt af den.
“KUN OS TO er ikke nogen stor film, men den er effektiv, og budskabet er ikke til at tage fejl af.”
Hos Arkaden er Kasper Rasmussen meget imponeret af Føreren og forføreren.
“…et sofistikeret stykke film, selvom vi ikke bliver klogere på Goebbels dybere bevæggrund.”
Og så kan vi slutte af med et klassisk eksempel på, hvor uenige anmeldere kan være. I forbindelse med 50-års genudgivelsen af Motorsavsmassakren, kaldte jeg den i Kinosaurs filmbrev #5 for en af de bedste film nogensinde. Mikael Søby fra CPHCulture har også skrevet om klassikeren, men har…en anden mening.
PS Jeg har ret.
“Når man ser en film som THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (eller “Motorsavsmassakren” som filmen hed, da den fik premiere), så er det lige før, at man ønsker filmcensuren tilbage. De biografer, der programsætter den, er selv ude om, hvis et kvalitetsbevidst publikum mister tilliden til deres dømmekraft.”
Film til dit humør
Hver uge udvælger Kinosaur en flok film, der passer præcis til dit humør både fra biografen, men også nogen du kan se helt gratis hjemme fra sofaen. Fortæl mig, hvordan du har det.
“Daniel, øh, jeg mener Kinosaur. Giv mig en pissegod ungdomsfilm. Noget, der føles som om det taler direkte til mig, også selvom jeg ikke længere er 17. Det behøver ikke være et mesterværk ala Fucking Åmål, men det skal fandeme være godt. Noget der både føles skabt til specifikt den tid vi lever i, men som også kan vække de følelser til live, vi voksne selv havde, dengang vi var de unge. Noget der respekterer unges problemer uden at tale ned. Forstår du?”
Pssh. Det er nemt — og du må gerne kalde mig Daniel, det hedder jeg jo — Kontra har jo lige haft premiere, og byder på alt du beder om. Den er rørende, også selvom du hverken er teenager eller fra privilegerede Nordsjælland. Læs anmeldelsen her.
“Jeg er ikke til dansk film. Alle danske film er ens. Jeg orker ikke det der køkkenvaskrealisme, og så kan jeg aldrig rigtig tage danske replikker alvorligt. Til gengæld har jeg lige genset Pee-wee’s Big Adventure. Hold nu kæft, Tim Burton kunne lave film dengang. Prøv lige at kigge på den scenografi, og den blanding af opfindsomhed og personlig stil. Jeg mener, kan du godt huske Large Marge? Bare ærgerligt, at Burton nu er druknet i anonyme Disney-remakes og Netflix-serier. Har du ikke noget, der kan minde mig om, hvad han kunne engang.”
På et tidspunkt skal vi lige have snakket om din indstilling til dansk film, men jo, jeg har noget til dig. Beetlejuice Beetlejuice er nemlig ikke den pinlige gåtur tilbage til nostalgibrønden, som den kunne have været. I stedet lader den til at have vækket noget i Burtons indre, som har været savnet længe. Den er også noget rod, og har ikke altid hjertet med, men den er fandeme en fornøjelse. Læs anmeldelsen her.
“Burton er fortid, var hans film egentlig ikke altid noget poppet bavl? Jeg har ikke tid til biografen, og jeg vil have noget med mere kød på. Gerne en fortælling fra virkeligheden, måske iscenesat så den er helvedes nervepirrende. Måske en vigtig film med noget på hjerte?”
Jeg er ikke vild med din tone, men ok. DRTV byder på den kriminelt undervurderede Quo Vadis, Aida?, der under sin lidt kryptiske titel gemmer på en maveknugende — og bevægende thriller — om den grusomme Srebrenica-massakre under krigen i Bosnien i 1995. Bare lad vær’ med at kalde den vigtig.
“Øv, jeg har allerede set Quo Vadis, Aida?. Den er fandeme god. Men jeg vil nu alligevel gerne se noget med krig, måske også udformet som en thriller. Og det skal være nogen med store filmmuskler, der står bag.”
Du har høje krav, men jeg har selvfølgelig et svar. Du kan nemlig se Hangmen Also Die helt gratis på YouTube. Den fortæller om jagten på et medlem af modstandsbevægelsen i nazi-besatte Tjekkoslovakiet, og så der den instrueret af skyggernes mester himself Fritz Lang og med historie af Bertolt Brecht!
Kinosaur ser frem til
I næste uge kan vi se frem til Kate Winslet som krigsfotograf, historien om Christopher Reeve, psuedo-dokumentar fra Birgitte Stærmose og et animeret eventyr med Transformers.
Birgitte Stærmose har brugt 15 år på at lave den delvist dokumentariske Afterwar, der blander virkelighed og fiktion i et forsøg på at vise krigs gennemgribende effekter.
Den lovende Transformers One rykker Transformers tilbage til animation og fortæller historien om begyndelsen på spliden mellem Optimus Prime and Megatron. Mon den er….more than meets the eye…? (Undskyld)
Lee fortæller den vilde historie om Lee Miller, der gik fra at være model til at være krigsfotograf under 2. verdenskrig. Filmen ligner en lidt konventionel biografisk film, men der er stærke kræfter bag.
Og så er det tid til at tage lommetørklæderne med i biografen, når den inspirerende (det er ikke en kliche, hvis det passer) historie om Christopher Reeve fortælles i Super/Man: The Christopher Reeve Story.
De travle filmanmeldere
Hvor mange filmanmeldere vil du gætte på, bliver siddende i biografen til rulleteksterne på en film har passeret lærredet? 50%? 80%?
Da jeg startede som anmelder, havde jeg en naiv forestilling om, at filmanmeldere da måtte høre til min race, der bliver i biografen — eller i sofaen for den sags skyld — til de sidste rulletekster er forsvundet. Sådan er det ikke. Faktisk er et generøst bud på mængden af anmeldere, der bliver hængende cirka 10%. Det tal vokser selvfølgelig til de overordentligt velbesøgte Marvel-pressevisninger, hvor det jo er gængs viden, at en teaser eller to dukker op i rulleteksterne. Men det er ikke sjældent, at størstedelen af de danske anmeldere ikke får det sidste af en film med. Det gælder f.eks. for Kontra, der fortsætter sin fortælling henover rulleteksterne, men hvor kun jeg og en anden anmelder var tilbage i salen til at se hele filmen.
Men vores samfund er heller ikke længere bygget til rulletekster. Langt de fleste streamingtjenester prøver — vildt frustrerende — at få os videre til næste klump indhold så hurtigt som muligt, og i biografen venter telefonen jo med langt vigtigere ting, end at fordøje den filmoplevelse, man har haft, eller nyde filmens sidste bid musik.
Jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at give det et forsøg. Tag en dyb indånding og sid stille et par minutter, mens filmen slutter helt. Måske du får et helt andet perspektiv på det, du lige har set.
Under alle omstændigheder er jeg i hvert fald stadig naiv og nørdet nok til, at jeg forventer, at de fleste anmeldere kan blive siddende, til filmen er helt slut.